Sara blev valgt til rektor ved et demokratisk valg i Nørrebrohallen

Sara Mac Dalland er rektor på Det frie Gymnasium. Her fortæller hun om, hvordan det er at blive stemt ind i sit nye job af 700 elever og ansatte i en hal. Og om de glæder og ledelsesudfordringer, der er, ved at være leder for et gymnasium med demokrati i dna’et.

Det er meget få rektorer i verden, der kan prale med, at de er demokratisk valgt af 700 elever og lærere ved hemmelig afstemning. Men det kan Sara Mac Dalland, der siden 1. marts har været rektor på Det frie Gymnasium på Nørrebro i København.

Hun havde søgt stillingen og havde været igennem flere samtaler med et 16 mennesker stort ansættelsesudvalg med både personale og elever, inden hun en formiddag i starten af 2019 stillede sig op i en stopfyldt Nørrebrohal og svarede på spørgsmål fra alle skolens elever og lærere.

”Det var på mange måder en crazy ansættelsesproces. Men jeg havde det sådan: Det job skal jeg have,” fortæller hun.

Skulle holde balancen mellem lederskab og lighed

Den formiddag i Nørrebrohallen var de to kandidater tilbage i ansøgerfeltet. Om morgenen havde de begge afleveret to anonyme A4-sider med en præsentation af sig selv og deres visioner, som lærere og elever havde læst. Uden at møde hinanden havde de hver en halv time til oplægget efterfulgt af spørgsmål i tre kvarter fra elever og ansatte.

”Jeg var forberedt til tænderne,” fortæller Sara Mac Dalland, der blandt andet talte om sin passion for klimadagsordenen, fællesskab og om dannelse og arbejdsglæde.

Elever og lærere fik mikrofonen og stillede spørgsmål om alt fra Saras forhold til naturvidenskabelige fag, arbejdstid og omprioriteringsbidrag til, hvordan hun ville forholde sig til at få sine ideer stemt ned på et skolemøde.

”Det var en ret speciel genre at navigere i, fordi jeg skulle stå foran så mange forskellige mennesker med så mange forskellige dagsordner og sælge mig selv og fortælle om mine visioner. Jeg skulle vise lederskab og lufte mine ideer for en sal, samtidig med at jeg skulle signalere ydmyghed over for skolens basisdemokrati og skolemødet, der er skolens øverste myndighed og der, hvor beslutningerne tages. Det var … udfordrende,” siger Sara Mac Dalland med et grin.

Da begge kandidater var gået, blev der diskuteret i plenum, og derefter var der hemmelig afstemning i stemmebokse, hvor eleverne skulle legitimere sig med studiekort, så alt gik ordentligt for sig.

Kl. 17 ringede Sara Mac Dallands telefon: Hun havde vundet afstemningen og fået jobbet.

Ansættelsesproces gav flyvende start

Sara Mac Dalland havde indtil da været en meget tilfreds uddannelsesleder på Sankt Annæ Gymnasium. Men det var begyndt at krible i fingrene på hende for i endnu højere grad at være med til at sætte retningen for en skole. Og det var derfor, hun havde søgt rektorjobbet.

Ansættelsesprocessen var måske lang og omstændelig, men den betød også, at Sara Mac Dalland var kendt af alle på skolen fra starten.

”Eleverne var åbenlyst stolte over, at de havde været med i processen, så da jeg startede i jobbet, følte jeg mig meget velkommen. For de havde jo været med, og de havde alle sammen set mig og haft mulighed for at stille spørgsmål.”

Men hvordan er det overhovedet at etablere sig som den øverste autoritet i en udpræget demokratisk organisation?

”Jeg var i den situation, at de to forrige rektorer blev på posten i under to år. Derfor har de ansatte taget godt imod mig. I starten jokede vi en del med, at de håbede, at jeg blev mere end to år.  Jeg har fra begyndelsen oplevet, at folk har været meget lydhøre. Jeg har jo ledelsesretten, men medarbejdernes anerkendelse og accept vinder jeg kun gennem samarbejde og tilllid.”

Vildt, at det findes i virkeligheden!

Ansættelsesprocessen er sådan set meget sigende også for hverdagen som rektor: Det kræver i den grad demokratisk sindelag at lede Det frie Gymnasium.

”Den største forskel på Det frie Gymnasium og andre skoler er, at der er basisdemokrati. Det betyder, at eleverne altid bliver taget alvorligt og med på råd. Det siger man måske også andre steder, men her mener vi det faktisk. Lærerne insisterer på demokratiet og behandler eleverne som voksne og lytter til dem, og eleverne kommer i skole og forventer at blive taget alvorligt og blive taget med på råd,” fortæller Sara Mac Dalland og holder en lille pause:

”Diktatur ville være meget nemmere, for demokrati er også sindssygt besværligt – men hvor er det også fantastisk. Da jeg havde været her et par måneder havde jeg det sådan: Vildt at det findes i virkeligheden!”

Jeg kan ikke bare beslutte noget alene
Sara Mac Dalland skal dog stadig huske sig selv på, at hun ikke bare kan beslutte noget uden at inddrage lærere og elever. For eksempel har hun været vant til som leder at planlægge tværfaglige forløb og indholdet i dem. Men her er det en fælles proces.

”Jeg står som udgangspunkt ikke alene med beslutningerne. Og det tiltaler mig, at vi gør det sammen. Jeg er aldrig alene. Men der er mange processer, som jeg starter og holder ved lige. Jeg er procesmenneske, og derfor tiltaler det mig at være på en skole, som også er problem- og procesorienteret. Mange gange er processen vigtigere for elevernes læring end resultatet.”

Skolemødet har talt

Det ugentlige skolemøde er Det frie Gymnasiums puls. Det er her, alle vigtige beslutninger bliver diskuteret, stemt om og taget. Både lærere og ret mange elever deltager. En helt almindelig uge vil ca. 150 elever møde op.

”Når ting bliver besluttet på skolemødet, så gælder de. Vi har en forretningsorden for møderne med fast dagsorden og regler for, hvordan vi stemmer. Vi har også regler om, hvordan man skal opføre sig på skolemødet. Man må fx ikke buhe eller klappe, når nogen siger deres mening, eller når resultatet af en afstemning er talt op. Det er en god regel, da der altid er nogen, som er i mindretal. Det eneste tidspunkt, hvor vi klapper, er, når vi har gæster udefra. Det er en god regel. Allerede nu har jeg taget det til mig, så når jeg er ude i andre sammenhænge, synes jeg næsten at det er dårlig opførsel, når andre klapper, griner eller kommenterer højlydt under en diskussion,” siger Sara Mac Dalland.

Typisk har de sager og temaer, der bliver stemt om på møderne, været behandlet i et udvalg inden. I de forskellige udvalg sidder der både elever, lærere og ledelse. Når udvalget er nået frem til et resultat eller en anbefaling, fremlægger de det på skolemødet til diskussion og afstemning.

”Mange af lærerne elsker det, og har nogle dygtige måder at deltage i debatterne på. De er gode rollemodeller i en demokratisk diskussion. For mange er det en del af deres måde at være lærere på, at det ikke kun foregår i klasserummet, men også på skolemøderne,” forklarer Sara Mac Dalland.

Ansættelse af økonomiansvarlig blev stemt ned

Det er ikke altid, at afstemningerne går den vej, som ledelsen ønsker. Det fik Sara Mac Dalland en smagsprøve på, allerede da hun lige var begyndt som rektor. Da hun startede i jobbet, var der ikke nogen økonomiansvarlig. Hun ønskede derfor hurtigst muligt at få genbesat stillingen. Stillingsopslaget var oppe på skolemødet, men blev efter en masse spørgsmål stemt ned. Det betød helt konkret, at ansættelsesprocessen blev forsinket en måned.

”Det var nogle gode spørgsmål, der blev rejst, og at resultatet så blev, at forslaget blev stemt ned, det var bare ærgerligt. I stedet for at tænke øv, så tænkte jeg ’nåh, den præsentation, gjorde jeg ikke godt nok’. Så må jeg jo gøre det anderledes en anden gang,” forklarer hun.

Beslutninger med lille og stort B

Ledelsen på Det frie Gymnasium består foruden rektor af vicerektor og tre faglig-pædagogiske koordinatorer, som sammen er koordinerende ledelsesteam.

”Vi skelner mellem beslutninger med lille b og stort B. Beslutninger med lille b er driftsting, fx at fastsætte, hvornår der skal være besøgsdage for nye elever, orienteringsaftner osv. Men i det øjeblik, det handler om større ting – det kunne fx være at etablere en ny studieretning – så bliver der nedsat et udvalg, som kommer med et forslag, der bliver fremlagt og stemt om på skolemødet,” forklarer Sara Mac Dalland.

Ingen MUS og adgang til undervisning

Sara Mac Dalland er nødt til at bedrive personaleledelse lidt anderledes end på andre skoler. Der findes fx kun MUS for det teknisk- og administrative personale og ikke for lærerne. Der er heller ikke tradition for, at ledelsen overværer undervisning hos lærerne.

”Det er sådan det er. Men jeg er helt åben om, at jeg gerne ville afholde MUS og se undervisning. Jeg synes, at det med at se hinandens undervisning er noget af det mest lærerige, fordi man i fællesskab kan få øje på nogle blinde vinkler i sin undervisningspraksis. Men det er der ikke rigtig stemning for. Der er en oplevelse af, at det er kontrol. Og der har været tradition for at finde ud af tingene selv,” forklarer Sara Mac Dalland, der derfor går andre veje.

Siden hun kom til har hun fx haft, det hun kalder, mini-meets med alle lærere.

”Det er nogle 30-minutters samtaler, hvor jeg taler med hver enkelt lærer om deres historie på skolen, deres opfattelse af kerneopgaven, og hvordan de selv mener, at de bidrager til at løse den,” forklarer hun.

Her lever det gamle akkordsystem

En af de andre konkrete ledelsesmæssige udfordringer er, at Det frie Gymnasium har holdt fast i det gamle akkordsystem.

”På andre skoler kunne lederne sige: ’Det system har vi ikke mere’. Men her er lærerne med til at bestemme, og de stemte for, at det blev fastholdt.”

Selvom det set med ledelsesbriller langtfra er hensigtsmæssigt, må man som ny leder tage små skridt, mener hun.

”Ting tager tid her. Jeg kalder det de små sejres strategi. Ingen ændringer kommer over night. Jeg arbejder stille og roligt for at få drejet tingene i den retning, som jeg mener, er rigtig. Jeg taler med TR. Jeg taler med lærerne. Og så sætter vi os ned og laver det gode udvalgsarbejde og kommer i fællesskab med ideer til, hvordan vi kan stykke tingene sammen. Jeg ved, at det kan lade sig gøre. For vi er alle sammen ansat her, fordi vi gerne vil uddanne unge mennesker,” forklarer hun.

Det lyder, som om du er ret tålmodig?

”Ja, det er jeg nok. Der er umiddelbart kun én ting, der kan holde mig vågen: Elevsager, som ligger i gråzonen mellem skolen og privatsfæren, og hvor det er svært at gennemskue, hvad der er op og ned. Sager, hvor der er forventninger om, at jeg kan løse problemerne, men hvor der ikke er retslig hjemmel til at handle. Det, synes jeg, er svært. Ellers ikke.”