Dorthe Enger ville væk fra krydspresset som rektor, tog hensyn til sit helbred og fulgte sit ønske om at undervise og skrive. Hun sagde sit rektorjob på Niels Steensens Gymnasium op og flyttede tværs over landet til et arbejde som menig lærer.
Hvordan oplevede du skiftet fra leder til lærer?
Jeg var fuldstændig afklaret om, at det var det, jeg ville. Mit dna som menneske er at formidle, og det er kernen både som leder og lærer, så jeg oplevede det faktisk ikke selv som den store omvæltning. Rektoren på Hasseris Gymnasium, der ansatte mig, spurgte meget til, om jeg kunne affinde mig med ikke at være leder længere. Det var jeg sikker på. Men det tog faktisk et par år, før jeg følte mig helt tilpas på lærerværelset. Jeg oplevede, at en del i starten var lidt i tvivl om, hvordan de skulle håndtere mig. Mange blev ved med at spørge hvorfor, jeg ville tilbage til undervisningen.
Hvorfor skiftede du job?
Jeg var meget glad for at være rektor, men det er også et job, som fylder ens liv fuldstændigt. Jeg elsker at skrive og kommunikere og lære fra mig, og den dimension savnede jeg. Jeg har skrevet flere bøger om mit fag, religion, og det ville jeg gerne bruge meget mere tid på. Sideløbende med de tanker skete der nogle ting på det personlige plan i mit liv, som blev udslagsgivende.
I buddhismen taler man om, at menneskets lidelse er, at vi bliver syge, vi bliver gamle og vi dør. Det blev jeg i dén grad konfronteret med, da jeg inden for en kort periode selv fik konstateret brystkræft og min far, som jeg holdt meget af, blev ramt af Alzheimers. Jeg husker især en episode, hvor min far, der selv havde været læge, lå med brækket hofteben på sygehuset og blev talt ned til som et umyndigt barn af en anden læge. Dét gav mig en opvågning, hvor jeg tænkte ’Det kan være dig, der ligger dér om 30 år’. Jeg var på det tidspunkt i starten af 50’erne og tænkte, at det var nu, at der skulle ske noget nyt arbejdsmæssigt.
Hvad var den største omvæltning?
Jeg oplevede det faktisk ikke som den store omvæltning. Gennem alle årene som vicerektor og rektor har jeg altid undervist hold, så jeg har aldrig helt forladt klasserummet. Men derfor var det da ikke nemt. Det krævede ydmyghed, for jeg var jo pludselig ikke rektor mere og skulle finde mig i nogle ting. Men det er jo betingelserne. Og der er jo også masser af kameler, du må sluge som rektor.
Hvad var fx svært ved at være lærer?
Jeg har det stramt med, at mellemledere i stigende grad skal ind og overvåge undervisning hos lærerne. Vi lever i en tid, hvor man konstant bliver evalueret. Lærere bliver evalueret til MUS, i elevevalueringerne og på eksamensresultaterne. Derfor synes jeg, det er unødvendigt, anstrengende, stressende og udtryk for mistillid, når mellemledere også skal ud overvåge undervisning, ikke mindst i en tid hvor lærerne skal undervise mere og forberede sig mindre.
Men det er vel en del af en pædagogisk udvikling væk fra den privatpraktiserende lærer?
Jeg er helt enig i, at supervision og feedback kan være rigtig godt. Men det er jo ikke supervision, når en leder træder ind i klassen. Det er en observation fra en person højere i hierarkiet af en person lavere i hierarkiet.
Hvordan tror du, det er at være leder for en tidligere rektor?
Jeg har nok været lidt besværlig, også fordi jeg har den alder, jeg har, hvor man ikke siger halleluja til hvad som helst. Og i starten skulle jeg som sagt vænne mig til ikke at være leder mere. Jeg har faktisk altid sagt min mening både som leder og som lærer. Men jeg tror også, at min erfaring med både ledelses- og lærerperspektivet har været værdsat.
Har du været fristet til selv at gå ind i ledelse igen og fx blive uddannelsesleder?
Nej, på ingen måde. Jeg ville have tid til at formidle, skrive og være del at et fagligt miljø. Og det faglige miljø er utrolig godt på Hasseris Gymnasium.
Hvad savner du fra dit lederjob?
Jeg kan savne energien ved at være beslutningstager. Jeg var dybt engageret i den katolske skole og nød at være fortaler for de idealer, den står for. Jeg kunne godt lide personaleledelse og synes at jeg fik udrettet meget og var med til at præge skolen i en god retning. Det aspekt savner jeg, men det handler nok mere om netop den skole end om selve det at være leder.
Hvad savner du ikke?
Jeg savner ikke at skulle stå til rådighed 24-7. Og jeg savner heller ikke krydspresset og den afmagt, der er forbundet med at være rektor. Man er afhængig af, at skolen bliver søgt, man er afhængig af politikerne, bestyrelsen, lærerne og eleverne. Man er konstant afhængig af en kontekst, som man ikke er herre over og skal derfor manøvrere i et stort krydsfelt af andre folks viljer. Så selvom man har de bedste intentioner, kan man ikke altid opnå det, man gerne vil.
Hvad glæder du dig mest over i dit arbejdsliv lige nu?
Jeg underviser på den internationale gymnasieuddannelse IB i engelsk. Det foregår på et højt niveau, hvor eleverne skal læse svære tekster og hele værker. Der er ikke noget sjovere end at have et hold i engelsk litteratur og læse John Fowles, Blake eller Shakespeare og få en samtale med eleverne, hvor man kan se, hvordan verden åbner sig for dem. Det kan være ligesom at deltage i en læsegruppe! Jeg nyder også mine religionstimer i stx, hvor jeg får mulighed for at stimulere eleverne at gå på opdagelse i religiøse og ikke religiøse verdensbilleder og invitere dem til at udvide deres horisont. Jeg er grundlæggende taknemmelig og synes, at jeg har været heldig i mit arbejdsliv både før og nu. Jeg har fået lov til at bruge mine evner til glæde for mig selv og forhåbentligt også for andre. Men jeg har også været flittig. Jeg plejer at sige til mine elever, at fem procent handler om talent. Resten er hårdt arbejde.
Hvad vil du sige til andre ledere, der overvejer at blive lærere igen?
Man skal være bevidst om, at det kræver omstilling, og man skal være glad for at undervise.
Kommer du selv tilbage til gymnasieledelse?
Det gør jeg ikke. Jeg har besluttet mig for at gå på tidlig pension til august. Jeg elsker at være lærer, men det er også hårdt fysisk. Jeg har fået en diskusprolaps, så min krop kan ikke holde til det fysisk. Til gengæld får jeg endnu mere tid til at skrive, og det glæder jeg mig til, men jeg kommer til at savne mine elever og kolleger.
Om Dorthe Enger
|
