En gymnasieledelse må tåle, at medarbejderne er kritiske

Hvor stiller sagen fra Campus Bornholm egentlig dig som gymnasieleder? Det har vi spurgt Pernille Boye Koch om. Hun er lektor, ph.d. i offentlig ret ved Roskilde Universitet, har forsket og undervist i offentligt ansattes ytringsfrihed gennem mange år og har derfor fulgt sagen om Campus Bornholm tæt.

Har sagen fra Bornholm skabt en ny situation for gymnasielederne?pernille-boye-koch
Nej. Reglerne om offentligt ansattes ytringsfrihed er velbeskrevne, velkendte og har været gældende i mange år. Når man som menig medarbejder udtaler sig som privatperson har man virkelig vide rammer og mulighed for at sige næsten hvad som helst uden at blive udsat for sanktioner. Hvis man har en ledelsesfunktion og er centralt placeret i beslutningsprocesserne på skolen, kan man dog i særlige situationer have en udvidet loyalitetspligt. Den pointe bliver nogle gange misfortolket til, at alle offentligt ansatte har en særlig loyalitetsforpligtigelse over for arbejdspladsen. Det har de ikke.

Hvad kan man som gymnasieledelse stille op, når medarbejdere ytrer sig meget kritisk som privatpersoner?

Det firkante svar er: Man kan ikke rigtig gøre noget. Som ledelse må man tåle, at medarbejdere ytrer sig kritisk som privatpersoner. Ledelsen må gerne sige til medarbejderne, at ’vi kunne godt tænke os, hvis I som medarbejdere kommer til os med kritikken, før I går ud med den offentligt’. Ledelsen må ønske det, men det er ikke noget, de kan kræve, at medarbejderne skal gøre. Derfor kan ledelsen ikke stille så meget op, når medarbejdere ytrer sig offentligt som privatpersoner. De må tåle og vænne sig til, at medarbejdere på de udførende niveauer blander sig i den offentlige debat, også selvom det i et ledelsesperspektiv kan virke ubelejligt.

Men kan man ikke kræve, at medarbejderne først kommer med deres kritik og indsigelser i de forskellige organer, som er på skolen – fx MED-udvalg, SU eller i bestyrelsen?

Nej. Og det kommer jo også meget an på, hvad kritikken handler om, om den egner sig til de fora. Organer som SU og MED-udvalg er helt relevante og oplagte at bruge, hvis kritikken handler om interne, organisatoriske forhold, som har indflydelse på arbejdslivet og organiseringen på skolen. Men en del kritik kan være af en anden samfundsmæssig karakter og er ikke relevant for tillidsmænd eller medarbejderrepræsentanter at gå ind i. Nogle sager kræver at blive løftet op på et andet politisk niveau.

Hvad kunne det fx være?
Jamen fx når det handler om dispositionerne i et byggeri som i sagen fra Bornholm. Og det gælder jo alle mulige sager i det offentlige. I hospitalsvæsnet kunne det være et it-system, der ikke kører, som det skal. Det er en vigtig debat at få rejst i offentligheden, hvis man oplever, at det går ud over patienterne. Fra et ledelsesperspektiv har man ofte en interesse i at holde diskussionerne internt. Ekstern kritik kommer ofte ubelejligt og skaber et billede af, at ’her har vi ikke styr på det’. Men når medarbejderen udtaler sig som privatperson om noget, de mener er vigtigt at rejse som en offentlig debat, så er det juridisk helt i orden.

Men har man ikke som leder mulighed for at stille nogle retningslinjer op?
Ikke når det drejer sig om, hvad medarbejderne udtaler sig om som privatpersoner. Til gengæld kan lederne opstille retningslinjer i forhold til hvornår og hvordan medarbejderne må udtale sig på gymnasiets vegne. I det tilfælde er det helt legitimt at have fastlagt kommandoveje, udstikke retningslinjer om, hvem der fx udtaler sig til pressen om hvad og sørge for at medarbejdere clearer med ledelsen, inden de udtaler sig. Men lige så snart medarbejderen udtaler sig som privatperson og på egne vegne, så må ledelsen tåle det.

Som gymnasieleder kunne man måske frygte, at medarbejderne går i pressen i stedet for at rejse kritikken internt, hvis de er utilfredse med noget. Er det en begrundet frygt?

Det er i hvert fald noget, der kan ske. Men her er det mest af alt kulturen på skolen, som spiller ind. Er der en organisationskultur og en ledelseskultur, som gør, at man som medarbejder har lyst til og føler sig tryg ved at rejse kritik internt? Det gør man kun som medarbejder, hvis man har en troværdig oplevelse af, at der bliver lyttet til relevant kritik. Gymnasieledelsernes særlige udfordring kan være, at de typisk har en medarbejdergruppe med en stærk fagprofessionel identitet, som arbejder selvstændigt og autonomt og som ofte har stærke holdninger til tingene. Også det må man kunne rumme.

Er der situationer, hvor man som leder kan gribe ind med sanktioner over for en kritisk medarbejder?

Hvis du har en medarbejder, der er så kritisk, at det får karakter af samarbejdsvanskeligheder, så kan du lovligt gribe ind som leder, men der skal erfaringsmæssigt rigtig meget til. Der skal være meget konkrete beviser på samarbejdsvanskelighederne, så de ikke bare bruges som en skinbegrundelse for en afskedigelse. Hvis man skal fyre en medarbejder for samarbejdsvanskeligheder, kræver det et meget stærkt bevisgrundlag. Det kan fx være, at der er arbejdsmæssige forpligtelser, som medarbejderen ikke lever op til. Det kan være at medarbejderen nægter at påtage sig arbejde, deltage i teamsamarbejde eller indgå i en vagtplan. Det skal med andre ord være noget, der kan påvises og begrundes. Det må altså ikke bare være en formodning om, at der måske kan opstå samarbejdsvanskeligheder i kølvandet på, at en medarbejder har ytret sig kritisk offentligt. Det understreger ombudsmanden også i sagen om Campus Bornholm.

Hvorfor har offentligt ansatte så udstrakt grad af ytringsfrihed fx i forhold til ansatte i private virksomheder?

Fordi de arbejder i den offentlige sektor, som er finansieret af vores allesammens skattepenge. Derfor er det nødvendigt med en så åben diskussion som muligt. Det kan godt være, at en offentlig debat om dispositionerne i et byggeri, et it-system eller en folkeskolereform er ubelejlig for en rektor, en hospitalsledelse eller en skoleleder. Men der må man bare sige, at det samfundsmæssige hensyn og det faktum, at der bliver truffet de rigtige beslutninger i de politiske organer, vejer tungere end det faktum, at kritikken er ubelejlig for den enkelte institution.