Når først rektorkontoret er indtaget, bliver man der indtil pensionen. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse. Men gymnasieledere er godt rustet og har masser af kompetencer, der er brugbare andre steder på arbejdsmarkedet, fortæller ledelsesrådgiver Lars Muusmann her.
Hvorfor ser mange det som en livstidsstilling at være rektor?
”Rektorer kommer næsten altid fra et andet job i gymnasieskolerne, og dermed får de måske en lidt snæver selvforståelse. Nogle forelsker sig i den sektor og kan ikke se sig andre steder. Min fornemmelse er også, at når rektorer fx søger lederstillinger andre steder inden for undervisnings- og skoleområdet, så er opfattelsen, at deres erfaringsbase er snæver. Gymnasieskolerne bliver opfattet som en lidt lukket verden.”
Er der så noget om snakken?
”Jeg kender rigtig mange rektorer og ledere i gymnasiet, og man kan nok ikke sige sig helt fri for, at der er noget om det. Samtidig vil jeg sige, at der er mange rigtigt dygtige rektorer, og hvis der ikke var de her psykologiske barrierer i forhold til at skifte job, kunne de begå sig i mange sammenhænge. Rektorer er vant til at løse komplicerede opgaver, for det er ikke det letteste at være leder for et lærerkorps på et stort gymnasium. Der skal man være smidig. Så den opgave de sidder med, er vældig kompleks og kan sammenlignes med mange andre lederstillinger i offentlige og politiske organisationer.”
Hvilke kompetencer får man typisk opbygget som rektor?
”Man skal virkelig kunne samarbejde og magte at skabe samspil mellem beslutningskompetence og en stor grad af involvering fra medarbejdernes side, for gymnasielærere er i høj grad selvledende og selvbevidste. Det er der meget positivt i, men mange lærere giver ofte udtryk for deres mening i noget større grad end medarbejdere i så mange andre institutioner. Man får ikke bare et ‘ja’, hvis man som leder kommer med et forslag. Og som gymnasieleder er man i stigende grad i dialog med sin omverden, fx er man udfordret af forældre, der har en mening og nogle gange kan spille hårdt med musklerne. Derudover er der andre økonomiske vilkår end tidligere på mange gymnasier på grund af mindre bevillinger og taxameterordning. Det kræver, at man kan navigere i en presset økonomi. Så rektoropgaven i dag er kompleks. Men mange gymnasieledere holder utroligt meget af det og tænker måske ‘hvorfor søge væk fra noget, der er meningsfuldt’. Den dimension spiller også ind på, at de fleste bliver i jobbet.”
Men man er godt rustet, hvis man vil prøve noget andet?
”Det er man. Der er en stor variation i det rundt om i landet, men ofte skal en rektor jo også deltage i det eksterne liv. I mange kommuner er det forventet fra kommunaldirektørens side, at rektor deltager i mange ting fx med relation til virksomhederne i kommunen. Det giver noget udsyn og nogle kompetencer, som rektorerne kunne profitere af i andre sammenhænge. En del rektorer engagerer sig også i fagpolitiske sammenhænge. Det giver en ballast, hvis man skal arbejde i andre politisk styrede organisationer.”
Kan det blive for sent at forsøge at få nyt job?
”Der er et dilemma, for man bliver jo typisk ikke rektor som 35-årig. Hvis man bliver rektor, når man er i 50’erne, så er det svært at komme over i en anden sektor senere. Hvis du har været i gymnasieskolen i mange år, kan du helt sikkert blive opfattet som en, der står ‘gymnasium’ på, og hvis man er lidt oppe i årene, kan det blive svært at skifte. Men synet på alder har ændret sig på arbejdsmarkedet. I dag kan man godt få et lederjob, selvom man er omkring 60 år, det kunne man ikke for 5-7 år siden.”
Hvad skal man ellers være opmærksom på, hvis man overvejer at prøve noget nyt?
”Man kan markere sig på forskellig vis og engagere sig i ledelsesmæssige sammenhænge, der rækker ud over gymnasiet, fx skrive nogle kronikker eller deltage i konferencer. På den måde kan man have et bredere sigte med det, man engagerer sig i. Hvis man fx vil skifte til det private erhvervsliv, kan en dygtig rektor sagtens gøre sig attraktiv. Jeg synes, at mange, der er rektorer eller er på vej til at blive det, skal tænke over, at det altså godt kan give mening at arbejde i den private sektor. Jeg har selv arbejdet både i den offentlige og private sektor, og i mange år kunne jeg slet ikke se mig selv i noget andet end den offentlige sektor. På mange uddannelser bliver man let kanaliseret ind i en konstitution, som kan være svær at bryde ud af, fx at man skal være ansat i gymnasieskolen eller anden offentlig sammenhæng.”
Hvor kan man konkret søge hen?
”Der er fx muligheder i undervisnings- og forskningsverdenen og i mere generalistiske stillinger som skoledirektør eller inden for HR-området. Men jeg tror, at mange rektorer ikke synes, at de stillinger er lige så attraktive som det at være rektor, men hvis vilkårene for gymnasierne bliver hårdere, selvom det i sig selv ikke er positivt, kan det måske føre til, at flere rektorer vil prøve noget andet.”
 Om Lars Muusmann
|
