Kun få gymnasiebestyrelser bruger tilsyneladende muligheden for at søge om midler i cheflønspuljen for at belønne rektor for særlige opgaver og indsatser. GymLF opfordrer flere gymnasier og bestyrelser til at søge puljen.
Både Djøf og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Undervisningsministeriet konstaterer, at det kun et fåtal af gymnasiernes bestyrelser, der søger midler i cheflønspuljen. Her kan bestyrelserne ellers søge midler, der kan honorere rektor for særlige opgaver eller indsatser.
”Det er sådan set forståeligt, at der ikke er så mange, der søger midler i puljen, for historisk set er vi ikke vant til hverken at få del i puljen eller i det hele taget at få svar på vores henvendelser om cheflønspuljen. Men i GymLF’s bestyrelse vil vi gerne opfordre alle rektorer, til at få gymnasiernes bestyrelsesformænd til at søge midler i cheflønspuljen,” siger formand for GymLF Jesper Vildbrad.
Man kan fx søge ekstra midler med henvisning til rektors lønniveau og manglende lønudvikling samt stigende arbejdsomfang som følge af fx OK13, byggerier, eksterne samarbejder, særlige økonomiske og personalemæssige udfordringer, byggeri eller ny organisering af gymnasium eller hf.