38 år gammel satte Kristoffer Almlund sig i rektorstolen på Gribskov Gymnasium. Her fortæller han om glæden ved at blive rektor, om brok og ledelsesbommerter og om både at have gøgl og tung teori med i bagagen.
Hvad er det bedste ved skiftet fra jobbet som vicerektor til rektor?
Det er dejligt at få lov til at træde frem på scenen og være den, der kan sige: Nu gør vi det her! Jeg synes, det er dejligt at være med til at skabe skolens profil og kultur og vide, hvordan de administrative ting fungerer uden at sidde med dem selv, som jeg har gjort i mange år som først pædagogisk inspektor og pædagogisk leder og siden som vicerektor. Jeg kan godt lide at være den med det endelige ansvar og det sidste ord.
Hvad er det sværeste ved skiftet?
På nogle punkter bliver du alene som rektor. Jeg kan dele mange ting med mit ledelsesteam, men i nogle tilfælde er du kun dig, rektoren. Det finder man først ud af, når man sidder i stolen.
Hvornår har du det allerbedst i dit job?
Når jeg har en dag, hvor jeg har talt med en masse forskellige folk, og der er sket en masse forskellige ting. Min første dimission som rektor i sommer var fantastisk. Det er jo ikke, fordi man lever for den dag, men det var virkelig stort. Jeg kan godt lide, når folk har det godt, men jeg kan også godt lide, når der er udfordringer og svære samtaler med lærerne. Mest af alt elsker jeg variationen.
Hvornår er det surest at være rektor?
Det er, hvis jeg kan fornemme, at der er brok, bitterhed eller utilfredshed i krogene, som ingen vil sige noget om. Kritik som ikke kommer ud, er svær at håndtere. Jeg har ikke noget imod, at folk synes, at jeg er en klaphat, at noget er urimeligt eller skulle gøres anderledes. Men hvis tingene ikke kommer frem, er det svært at gøre noget ved. Hvis jeg laver fejl, tager jeg det gerne på mig. Jeg vil gerne være med til at skabe en kultur, hvor man er åben – også om kritik. Den skal jeg som ny, ung rektor være med til at skabe, og selvfølgelig tager det noget tid.
I min organisation skal der være plads til at kvaje sig – og det gælder også mig selv.
Du har en master i ledelse. Hvad betyder det for dig til dagligt?
Det betyder det samme, som min cand.mag. betød for min undervisning. Det er en teoretisk bagage, der sætter mig fri og gør det nemmere at navigere og improvisere. Masteren har givet mig et indblik i forskellige teorier, og det giver en frihed til at agere som leder. Når jeg kender til tankerne bag new public management, transaktionel og transformativ ledelse og protreptik, så kan jeg også bruge det og frigøre mig fra det. Min teoretiske ballast sætter mig fri som leder. Folk spørger tit, om jeg ikke savner at undervise. Men nej, det gør jeg ikke. Jeg føler tværtimod, at jeg har fået et ekstra fag, og det hedder ledelse.
Efter dit pædagogikum nåede du at være menig lærer i ni måneder, før du fik dit første job som pædagogisk inspektor. Har du altid villet være leder?
Jeg nåede ikke at reflektere så meget over, hvad det var at være leder. Det har nok været en fordel. Jeg blev bare spurgt, og så sagde jeg ja. Jeg kan huske, at jeg blev præsenteret med ordene: ’Det her er Kristoffer. Vi skal have noget godt humør ind på kontoret.’ Jeg var nyuddannet, men jeg var ikke helt grøn, fordi jeg har en anden baggrund også. Jeg brugte fem-seks år, før jeg kom på universitetet på at arbejde i teater- og restaurationsbranchen. Det gav mig en helt masse kompetencer, som jeg ikke har papir på, men som betyder en masse for mit virke i dag. Jeg var blandt andet barbestyrer, tjener, skiguide og jeg har også mimet og gøglet på Strøget.
Så hvor mange bolde kan du jonglere med?
Fire. Men jeg kan et trick med syv bolde.
Hvad har været den største overraskelse for dig som rektor?
Det har overrasket mig, hvor meget mine ord som rektor bliver vejet på en guldvægt og betyder for folk. Både det, jeg siger, og også måden, jeg siger det på, bliver fortolket meget forskelligt. Det, der kommer ud af min mund, har simpelthen større vægt, fordi jeg har rektorhatten på.
Kan du give et eksempel på det?
Ja, vi havde et møde, hvor jeg skulle orientere om OK13. Under mødet fortalte jeg henkastet en vittighed for at tage lidt pis på mig selv. Det var en gammel én om ministeren, der kalder matematikeren ind og spørger, hvad 2+2 er, hvortil matematikeren svarer ’4’. Så kalder ministeren en filosof ind og stiller det samme spørgsmål, hvortil filosoffen svarer ’det kommer an på, hvilket standpunkt du tager’. Til sidst kalder ministeren en djøf’er ind og spørger ham om hvad 2+2 er. Djøf’eren trækker gardinerne for og hvisker til ministeren: ’Hvad kunne du godt tænke dig, at det skulle være?’
Jeg fortalte vitsen for at tage brodden lidt af situationen, men i stedet var der nogen, der blev pikerede på deres faglighed over, at jeg kunne gøre grin med noget som OK13, der var så alvorligt for dem. Det måtte jeg efterfølgende sige undskyld for. Egentlig prøvede jeg jo bare at sige, at jeg jo skulle have tingene til at gå op. Men det lærte mig, at jeg skal være mere opmærksom på, hvordan jeg leverer tingene. Min ledelsesstil er uformel, og jeg vil kunne sige ting for sjov, men den lille historie fik bare meget mere vægt, fordi jeg var rektor. Og det har jeg taget til efterretning.
Hvad er dit bedste råd til andre uddannelsesledere, der går med en rektor i maven?
Jeg tror, det er vigtigt, at man ved, hvem man er, og hvad der er vigtigt for en selv. Lad være med at beslutte dig for, hvornår du vil være rektor. Løs dit job som uddannelsesleder, gør det med fornøjelse, og søg så glad rektorjobbet, når det er der. Det med at have en meget detaljeret karriereplan holder ikke. Havde jeg sat mig ned som nyuddannet og sagt ’inden ti år vil jeg være rektor’, havde det sikkert ikke holdt. Jeg har selv hele tiden været dedikeret til det, jeg lavede her og nu – om det var at læse på uni, undervise eller lave verdens bedste eksamensplan så er det det, der har fyldt. Så nyd det sted, du er – og grib muligheden, når den pludselig viser sig.
|
Kort om Kristoffer Almlund
|
