Gymnasiebestyrelserne kan med fordel råbe højere og tale åbent i den offentlige debat om konsekvenserne af de økonomiske besparelser, som skolerne er underlagt. Det mener bestyrelsesformand på Virum Gymnasium og rektor på DTU Anders Bjarklev.
Anders Bjarklev er rektor på DTU og en særdeles aktiv stemme i uddannelsesdebatten. Og så har han siden 2014 været bestyrelsesformand på Virum Gymnasium. Det er han glad for, men påpeger, at det massive fokus på besparelser tager fokus væk fra noget af det vigtigste arbejde i en bestyrelse: Udvikling.
”Det er svært at sidde som bestyrelsesformand og se på, at medarbejdere, elever og ledelse har en masse gode ideer til faglige og pædagogiske forbedringer, udvikling af nye fagområder og internationaliseringstiltag, og så kun have kræfter og ressourcer til at udfolde en tiendedel af det, fordi vi er underlagt et massivt besparelseskrav. Det er ærgerligt. Og på mange måder får vi i bestyrelsen ufrivilligt rollen som bagstoppere for udvikling,” siger han og tilføjer:
”Vi bruger næsten al vores tid på at drøfte og finde ud af, hvordan vi kan få enderne til at nå sammen og få pengene til at passe næste år. Det betyder i bund og grund, at vi bliver reaktive i rigtig meget af det, vi gør, i stedet for at udvikle.”
Den synkende skude to år efter
’Det almene gymnasium er en synkende skude’. Sådan lød den ildevarslende overskrift på en kronik, som han sammen med Virum Gymnasiums rektor Mette Kynemund havde i Politiken i januar 2016, da den første omfattende besparelsesrunde ramte gymnasierne. Her skitserede rektor og bestyrelsesformand de dilemmaer, som det massive besparelseskrav satte gymnasierne i. Men gik det så så galt? Faktisk ja, mener Anders Bjarklev.
”Jeg kan bare sige, at det, som opleves som små justeringer i et Excel-ark på Slotsholmen, ikke er små besparelser, når de kommer ud og bliver en realitet på et gymnasium. Den økonomiske situation i min formandsperiode har været en konstant spænden-livremmen-ind. Vi taler om besparelser på op mod 15 procent. Det er en betydelig reduktion, og den kan ikke undgå at få konsekvenser,” siger han.
Håndsæbetjek og tætning af vinduer
De omfattende spareøvelser, som Anders Bjarklev taler om, vil formentlig være genkendelige for alle landets gymnasier: Skemalægningen er blevet vendt og drejet – time for time og underviser for underviser. Og så er der lavet et hav af praktiske tiltag for at spare penge. Der er blevet tætnet vinduer for at spare på varmeregningen, der er blevet kigget på forbruget af håndsæbe, der er skåret ned på undervisningsmaterialer, der er blevet kigget på lokaleudnyttelsen. Hver en sten er vendt.
”Spareøvelsen hos os har kun kunnet lade sig gøre, fordi der i den daglige ledelse og blandt de ansatte er en udpræget grad af fleksibilitet og gennemgående fokus på det afgørende: At de unge mennesker får den uddannelse, som de kommer ind ad døren for at få.”
Så bestyrelsesarbejde i en besparelsesvirkelig trækker tænder ud.
”Det er faktisk ganske vanskeligt. Vi føler med den daglige ledelse og har en uro for, hvad det næste skridt skal være. I bestyrelsen har vi brugt virkelig mange ressourcer på at finde de her penge. Der bliver konstant skåret hjørner. Forestil dig, at vi havde brugt alle de kræfter på at skabe mere værdi og bedre rammer for at udklække studenter, der er endnu bedre i stand til at varetage de opgaver, der venter dem i fremtiden,” siger Anders Bjarklev.
Brug din bestyrelse som megafon
En af de måder, man som gymnasieleder med fordel kan bruge skolens bestyrelse, er til at gøre det, som Anders Bjarklev stiller op til i denne artikel: At tage bladet fra munden og deltage i den offentlige debat for at få rettet projektøren mod forholdene og rammevilkårene for gymnasierne, mener han.
”Som bestyrelse har man en helt central opgave med at arbejde på de ydre linjer. Landets gymnasiebestyrelser er fyldt med dygtige folk med stor viden og erfaringer fra erhvervsliv, kommuner, regioner og uddannelsessektoren. Jeg ville ønske, at flere af dem tog bladet fra munden, for jeg tror, at det kan være med til at ændre både politikernes holdninger og den folkelige opinion, hvis andre – herunder bestyrelserne – bakker gymnasierne op og fortæller om situationen,” siger Anders Bjarklev.
Hans bedste råd til gymnasiernes ledelser er derfor i højere grad at invitere offentligheden med i deres virkelighed.
”Vær hudløst ærlige om den situation, gymnasiet står i. Brug bestyrelsesmedlemmerne til at italesætte situationen og forsøge at ændre rammevilkårene. Der sidder altid nogen i bestyrelsen, der kan kommunikere på en klar og tydelig måde.”
Uddannelse er ikke en udgift – det er en investering
Og her bliver vi nødt til at hæve os op over situationen på det enkelte gymnasium, mener Anders Bjarklev og peger på en problematisk tendens: At de fleste politikere tilsyneladende betragter uddannelse som en udgift, der skal begrænses. Det er i sig selv et problem, mener han. For uddannelse er den primære værdi, som Danmark skal leve af. Men hvis man skulle følge politikernes udgiftslogik, så ville det billigste være at lukke alle uddannelsesinstitutioner, pointerer bestyrelsesformanden med sarkasme i stemmen.
”Vi er et af verdens mest velstående samfund – primært fordi vi har veluddannede folk på alle niveauer – fra håndværkere til dem der administrerer og tænker store tanker. Hvis vi vil være i stand til at opretholde den førerposition og følge med, er vi nødt til at se uddannelse som en investering i fremtiden og ikke en udgift,” siger han og tilføjer, at man som samfund må investere i uddannelse for at overleve – på samme måde som en landmand investerer i nyt produktionsapparat i stalden eller medicinalvirksomheder bruger penge på forskning og udvikling.
”Virksomheder investerer i udvikling for at fremtidssikre sig. Det samme bør man gøre i uddannelsessektoren, der skal udvikle produkter med en hast, som de færreste virksomheder skal.”
Historien om de dovne unge
Han påpeger også, at der er noget skævt i hele den måde unge under uddannelse bliver italesat på i offentligheden.
”Den politiske opinion er gennemsyret af en ide om, at vi skal have de unge hurtigere igennem. Unge bliver igen og igen italesat som en gruppe, der er dovne, ikke dygtige nok og skal holdes til ilden og fikses. Men det er slet ikke den oplevelse, vi har af unge i sektoren. Vi oplever unge, der kommer ind på uddannelserne, arbejder hårdt og gør sig dygtigere. Det store flertal er dygtige, energiske og vil en masse,” siger Anders Bjarklev.
Et lokalt gymnasium batter mere end 50 jurister i udflyttet styrelse
Spareøvelsen på Virum Gymnasium, som har et stabilt elevgrundlag, har formentlig været mildere end mange andre steder – fx på nogle af gymnasierne i provinsen, pointerer Anders Bjarklev. Og især i det lys har han svært ved at forstå regeringens strategi med at flytte styrelser og kontorer ud i landet for at skabe vækst og samtidig byde gymnasierne vilkår, som efterlader nogle af dem lukningstruede.
”Det hænger ikke sammen. Hvorfor udsulte og bidrage til at provinsgymnasier må lukke med den ene hånd og med den anden hånd bruge penge og ressourcer på at udflytte en styrelse og 50 pendlende jurister til samme område?”
Han mener, at man glemmer, at gymnasierne i høj grad også er kulturbærende institutioner i lokalsamfundene.
”Gymnasiet er ikke bare et sted, hvor unge mennesker får fyldt noget i hovedet. Gymnasierne danner også rammer om kulturelle arrangementer, og hele området nyder godt at engagerede og dygtige gymnasielærere, der slår sig ned i området. Vi skal ikke bare værne om gymnasierne som uddannelsesinstitutioner, men også som kulturbærende institution, de er. Hvis først de forsvinder, tager det lang tid at bygge noget nyt op.”
